Luksuriøst strandhotel rykker tættere på: – Et drømmeprojekt

Investorkreds med blandt andre arkitekt Mikkel Westfall arbejder på planer om at udskifte en udslidt cementfabrik med et luksuriøst strandhotel i træ. Nu går udviklingen af hotellet ind i sin afgørende fase

  • PROJEKTUDVIKLING

  • HOTEL

  • INVESTERING


Artiklen er lånt af Estate

FREDAG 07. OKTOBER 2022 07:55

AF SØREN DURAN DUUS

Om få år kan udsigten til en udslidt cementvarefabrik i Sælvigbugten på Samsø være skiftet ud med et luksuriøst strandhotel. Den sidste nødvendige tilladelse til projektet er netop kommet i hus, og dermed går udviklingen af Samsø Strandhotel ind i sin afgørende fase.

Det oplyser folkene bag projektet bestående af et strandhotel i træ med 27 værelser, spa i kælderen og på tagterrassen, restaurant, pejsestue, vinkælder og fitnessrum.

– Der er stadig et reelt forløb med sagsbehandlingen, ligesom der er noget tegningsarbejde tilbage for arkitekterne. Men med den aktuelle tilladelse er de store sten nu ryddet af vejen, siger bagmand og projektleder Lasse Kronholm, der trods 20 års erfaring i ejendomsbranchen ikke tøver med at kalde strandhotellet for kulminationen på karrieren.

– Det her er et drømmeprojekt, der ikke kun giver økonomisk mening, men også vil genoprette kystnær natur, fjerne tung industri fra kysten og skaffe helårsarbejdspladser til Samsø.

Strandhotellet kommer til at holde åbent hele året, for når sommergæsterne tager hjem fra Samsø, begynder højsæsonen for spa.

– En fuldskala-spaoplevelse kan holde interessen for at komme til Samsø oppe hele året, og med restaurant bliver stedet en lille, selvbærende enhed, siger Lasse Kronholm.


Flere forskellige investorer Projektet bliver finansieret af en kreds af større og mindre investorer, hvoraf mange enten kommer fra Samsø eller har en personlig forbindelse til øen.

– Det er dejligt, at så mange med tilknytning til Samsø støtter projektet. Vores investorkreds tæller blandt andre Mikkel Westfall, der er stifter og medejer af tegnestuen clementwestfall og tidligere har været partner og medejer i Årstiderne Arkitekter.

– For os er hans engagement et skulderklap, både i forhold til arkitekturen, men især bæredygtigheden i hotellet. Mikkel Westfall er nemlig også investor og bestyrelsesmedlem i Havnens Hænder, som sælger biogene byggematerialer. Dermed har han fingeren på pulsen i forhold til udviklingen inden for bæredygtigt byggeri, og han kender alle faserne i ejendomsudvikling. Det er et kæmpe aktiv for os, at han også har sagt ja til at være en del af vores advisory board, siger Lasse Kronholm.

Det kommende Samsø Strandhotel er tegnet af det aarhusianske arkitektfirma Loop, der herhjemme blandt andet har tegnet Stauning Whiskys destilleri ved Skjern. Landskabsarkitektvirksomheden SLA har slået de første streger til området i Sælvigbugten.


Læs artiklen her:

Estate Media – Luksuriøst strandhotel rykker tættere på_ - Et drømmeprojekt
.pdf
Download PDF • 3.43MB

https://estatemedia.dk/dk/2022/10/07/nyt-strandhotel-paa-vej-et-droemmeprojekt-mikkel-westfall/



77 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle